Sæsonvaccination mod Covid-19 og influenza
Fra den 1. oktober 2024 til den 20. december 2024 tilbyder Region Syddanmark vaccination mod Covid-19 og influenza.
Vaccinationen foregår på regionens 10 vaccinationssteder i
Odense, Svendborg, Ærø, Middelfart, Kolding, Vejle, Sønderborg, Aabenraa,
Esbjerg og Grindsted. Derudover vil borgere kunne blive vaccineret på et af
Danske Lægers Vaccinations Service 55 vaccinationssteder på tværs af regionen.
Regionen vil også stå for vaccination på plejehjem, sociale
tilbud og vaccination i hjemmet hos immobile borgere i samarbejde med de
syddanske kommuner.
65+ årige
Borgere 65+ år vil modtage invitation i løbet af september via digital post eller via fysisk brev, hvis de er fritaget for digital post. Vaccinationen kræver tidsbestilling på både regionens vaccinationssteder og på Danske Lægers Vaccinationscentre. Tidsbestilling på www.vacciner.dk vil åbne samtidig med udsendelsen af invitationer, der sker fra 10. september og frem.
Under 65-årige
Personer under 65 år med udvalgte kroniske sygdomme, gravide og personer med svært nedsat immunforsvar skal som sidste år udfylde en tro- og loveerklæring på www.vacciner.dk, før de kan booke en tid til vaccination. Dette kan de gøre fra den 26. september 2024.
Børn
Sundhedsstyrelsen har i år besluttet, at børn mellem 2 og 6
år ikke tilbydes influenzavaccination (næsespray).
De særligt sårbare børn, der skal vaccineres, har i langt de
fleste tilfælde et behandlingsforløb på en børneafdeling. Børneafdelingen vil
tage kontakt til forældrene vedr. vaccination.
Hjælp til booking
Borgere der har brug for hjælp til booking, kan ringe til regionens hotline på telefonnummer 7020 0660. Regionens hotline åbner den 10. september 2024 kl. 8.00. Hotlinen har åbent mandag til fredag kl. 8.00 – 15.00.